“Barok til Rock III”, Ringstedkorets næste koncert, er søndag, d. 17. nov. 2024 kl. 16:00 i Sct. Bendts Kirke, Ringsted, m/ ‘Missa Brevis’ af Max Sydendal som primært værk.

For tiden har Ringstedkoret travlt med forberedelserne til den næste koncert “Barok til Rock III”.
Vi glæder os til at præsentere Max Sydendals komposition: ‘Missa Brevis’, som han komponerede i 1986, på det tidspunkt med håndskrevne noder.

Max Sydendal, der er Ringstedkorets nuværende dirigent, var også dirigent for koret i 1986. Dengang blev ‘Missa Brevis’ uropført i Sct. Bendts Kirke søndag, d. 21. dec. 1986 med Ringstedkoret. Dagbladets anmeldelse fra uropførelsen, læs her. Ringstedkoret og Max Sydendal havde et fantastisk samarbejde i 12 år, indtil deres veje måtte skilles ved udgangen af 1998.

I løbet af de følgende 23 år (1999 – 2022), havde Ringstedkoret andre gode dirigenter.
Corona-epidemien 2020-2022 var generelt en hård tid for korsang. Pandemiens mange forbud mod fællesskaber, og om at bære mundbind, gav medlemsfrafald, og i jan. 2022 stod koret desværre også og manglede en dirigent.
Men der gik heldigvis kun et par måneder, så fandt Ringstedkoret og Max Sydendal igen hinanden, og der kom nyt liv til Ringstedkoret.

Koret oplevede nu fremgang, med mange nye medlemmer. Max skabte et nyt koncert-koncept “Fra Barok til Rock” hvor man oplever en koncert, der indeholder begge begreber. Koncerten starter med et klassisk værk af ca. 1/2 times varighed. Efter et lille mellemspil, i form af et orgelstykke på kirkens store orgel, slutter koncerten af med musik fra rock-genren. Ringstedkoret høstede allerede i nov. 2022 publikums succes med “Barok til Rock I” og det samme skete året efter med “Barok til Rock II” (nov. 2023).

Når Max Sydendal i dag komponerer musik, bruger han et computerprogram til at skrive noderne. Han har derfor omsat sine håndskrevne ‘Missa Brevis’ noder til EDB, og frivillige fra Ringstedkorets bestyrelse har stået for at lave nye nodehæfter, der er indbundet ved hjælp af en spiralindbindingsmaskine.

Ringstedkoret ser frem til at præsentere “Barok til Rock III” søndag, d. 17. nov. kl. 16:00 i Sct. Bendts Kirke, hvor ‘Missa Brevis’ – som allerede nævnt – opføres igen. Derefter spilles et orgelstykke på kirkens store orgel. Koncerten sluttes af med Max’ udvalg af 3 numre fra rockgruppen ‘Queen’, bl.a. Freddie Mercurys meget kendte ‘Bohemian Rhapsody’. Max har komponeret nyt arrangement for 4-stemmigt kor og strygere til disse rocknumre. Det bliver til et helt unik format af rock og klassisk sound, der skal opleves.

Til at gennemføre “Barok til Rock III” har Ringstedkoret engageret følgende medvirkende:
Merethe Lammert Køhl Hansen (orgel og klaver). Lea Quortrup (sopran). Hanne Struck-Schøning (mezzosopran/alt). Ensemble Lyrikos (7 strygere), der ledes af Freja Guldberg Larsen (koncertmester).

Til finansiering af de professionelle musikere har Ringstedkoret modtaget tilskud fra følgende fonde, som vi takker for støtte til koncerten: Sydbank Fonden, William Demant Fonden og Korsangernes Fællesråd, Gramex fonden.

Billetpris v/ indgangen: Voksne 125 kr. Børn (12-18 år) 50 kr.

Fra 1. november starter forsalg af billetter med rabat hos Skjold Burné, Nørregade 45, Ringsted. I forsalg sælges billetter á 100 kr. for voksne. Billet til børn kan kun købes ved indgangen.

Bemærkning til koncertdagen: Kl. 15:30 åbnes døren for publikum. (Koncerten starter kl. 16:00).