Dirigenten

Ringstedkoret har søgt efter en dirigent de første måneder af 2022, men har ikke fundet en ny dirigent.

I denne situation er Max Sydendal, som var dirigent for koret 1984-1996, trådt til som gæstedirigent med start 1. marts 2022, indtil videre frem til juleferien.

Max Sydendal, der er dirigent, komponist og cand.mag. i musikvidenskab og latin, har i løbet af de sidste 35 år oparbejdet en meget stor erfaring med at dirigere kor og orkestre og kombinationer af begge dele.

Han har komponeret musik i mange genrer som f.eks. musik for orkester, kor, orgel, kammerensembler og skuespil og er blevet spillet, ikke kun i Danmark, men rundt om i Europa og så langt som Australien og Japan.

I 1986 uropførte Ringstedkoret Max Sydendals værk Missa Brevis for kor og strygere med gode anmeldelser. Han indførte også ’evergreens’ på Ringstedkorets repertoire. I 1991 skrev han musik til ’Ringstedsangen’ med tekst af C.C. Lassen, som blev uropført i anledningen af Ringsteds 550 års jubilæum.

Max Sydendal, der er æresmedlem af koret, føler et helt specielt bånd til Ringstedkoret, som stammer helt tilbage fra 1984, hvor han, kun 24 år gammel, blev valgt som korets dirigent. Det førte til en fantastisk rejse for dirigent og kor de næste 12 år. Flere af korets daværende sangere er stadig medlemmer af koret og husker levende tiden med Max Sydendal som dirigent. Således knyttes tråden mellem korets traditionsrige historie og koret i dag, når han nu igen tager en tørn med koret.