Hvem er vi?

Ringstedkoret er et firstemmigt voksenkor med 35 sangere. Vi er hjemmehørende i Ringsted. Nogle af os har været i koret i mange år, andre er nytilkomne. Fælles for os alle er vores store glæde ved at synge.

Koret er grundlagt i 1943 af en ung hjælpepræst ved navn Poul Pedersen. I de første årtier sang koret kirkemusik a cappella. I løbet af 1960’erne kom store korværker med musikledsagelse og solister på programmet. De senere år har andre genrer, f. eks. musicals og evergreens, fundet en plads i repertoiret.

I Ringstedbogen 2018 har Frode Hansen, mangeårigt medlem af koret, beskrevet Ringstedkorets farverige historie. Læs artiklen her.

Repertoiret

En lang række dygtige dirigenter har sat deres præg på Ringstedkoret i årenes løb. I dag er koret kendetegnet ved et højt ambitionsniveau og et omfattende, rigt varieret repertoire.

Tyngdepunktet i Ringstedkorets repertoire er klassisk, med en særlig forkærlighed for store korværker med orkester og solister, f. eks. Haydns Skabelsen og Händels Messias, som koret har sunget flere gange. Foruden de store korværker synger Ringstedkoret mange mindre klassiske numre. Højt elsket og ofte sunget er Ave Verum af Mozart.

Den danske og svenske sangskat har en central plads i korets repertoire. Koret synger både viser, lyriske sange og højstemte salmer. Blandt de mest anvendte komponister er Carl Nielsen, Rued Langgaard og den svenske komponist Wilhelm Peterson-Berger, men Ringstedkoret synger også værker af en lang række andre nordiske komponister.

Også engelsksprogede værker indgår i korets repertoire, heriblandt flere værker af den engelske komponist John Rutter, som er kendt for sin evne til at komponere iørefaldende, smukke korværker med religiøst motiv. Lyriske korværker af den unge amerikanske komponist Daniel Elder er også at finde blandt Ringstedkorets numre.

Du kan lytte til eksempler på repertoiret her.

Dirigenten

Siden januar 2019 har Christian Sereno Dalsgaard været dirigent for Ringstedkoret.

Christian arbejder intensivt med korets klang, og formår ved sin personlige udstråling og omfattende faglige ballast at få korets sangere til at yde deres allerbedste.

Han er tillige en brillant pianist. Ved de ugentlige øveaftner har koret stor glæde af hans klaverspil, ligesom han ofte selv akkompagnerer koret ved koncerter.

Du kan læse mere om Christian og hans baggrund her.