Månedlige arkiver: maj 2025

3 indlæg

Alsang i 2025

På onsdag den 28. maj stiller Ringsted Musik-og Kulturskole scenen op på plænen foran Musik-og Kulturskolen på den gamle kaserne, og inviterer sangglade Ringstedborgere til fællessang klokken 17.00, hvor vi hylder friheden, demokratiet  og fællesskabet. Jeg er desværre forhindret, men Karen deltager.
Læs mere her på Musikskolens hjemmeside.

Michael Ek afløser Knud, imens han er sygemeldt, så indtil videre klarer bestyrelsen opgaverne, uden at der bliver behov for en suppleant.

Fredag morgen, var vi 10 fra koret der deltog i morgensang på Sørup herregård. Arrangørerne var meget taknemmelige for vores bidrag, og vi der deltog havde en hyggelig formiddag. Vi blev beværtet med morgenkaffe og mad, og fik en kasse med lækre chokolader, som vi alle skal nyde godt af ved lejlighed.

Korhilsen
Inge Marie

Fotograf: Karen B. Nielsen

Klik på foto for forstørrelse

Klassisk – folkeligt – rock !

Ringstedkoret holder sommerkoncert søndag, d. 22. juni 2025 kl. 15:00 i Klostermarkskirken i Ringsted.

Alle er velkomne. Døren åbnes for publikum kl. 14:30.

I år tilbyder koret igen det trofaste publikum en musikalsk koncert med nye varianter.
Vi starter med klassisk kirkemusik, fortsætter med det folkelige og slutter af med rock, et festligt potpourri af Beatles sange, som korets dirigent Max Sydendal har arrangeret for kor og guitar. Koncerten deles op i 2 afdelinger, hvor vi ved starten af hvert afsnit synger en sang fælles med publikum.

Guitarist Peter Graae

Ringstedkoret glæder sig til samarbejdet med den professionelle dansk-svenske guitarist Peter Graae.

Peter Graae begyndte sin karriere i Danmark i firserne med rock, jazz og fusionsmusik i forskellige bands. Musikstudier på Københavns Universitet førte til job som musiklærer sammen med job som guitarist og sanger i en bred vifte af musikstile.
I 2004 flyttede Peter til Nordsverige, hvor han nu bor og arbejder som musiker, sangskriver og producer.

Koret præsenterer 2 medleys, begge arrangeret af Sydendal for kor og guitar. Medvirkende er guitarist Peter Graae.

Det første potpourri består af danske og udenlandske sange fra 1950-60’erne, som vi alle kender, bl.a. ’Uh, jeg ville ønske jeg var dig’, ’Alle fugle fløjter’ og ’Susanne, Birgitte og Hanne’.

Koncerten afsluttes med uropførelse af Sydendals helt nye Beatles potpourri af sange fra Lennon/McCartneys kompositioner, fortrinsvis fra årene 1962-64.

Entré:
Voksne 100 kr.
Unge 12-18 år 50 kr.
Børn gratis.