Månedlige arkiver: november 2025
Ringstedkoret inviterer til julekoncert i Alsted Kirke, Alstedvej 30A, 4173 Fjenneslev, tirsdag d. 9. dec. 2025 kl. 19:00.

Koncerten dirigeres af korets nytiltrådte dirigent Ida Nystad. Hun er uddannet pianist, underviser i klaver, og for tiden vikar som organist i de lokale kirker Slaglille-Bjernede-Alsted-Fjenneslev.
Ida Nystad startede for en månedstid siden, og fik meget hurtigt sat sig ind i Ringstedkorets forberedelser til julekoncerten i Alsted Kirke. Koret var allerede begyndt at træne julerepertoiret fra september måned, hvor en tidligere dirigent så venligt var trådt ind som akut afløser, indtil Ida blev ansat.
Ringstedkoret glæder sig til at skabe julestemning med et variabelt program, og et par fællessange med publikum undervejs. Der er både kendte danske julemelodier, engelske Carrolls m.fl.
Blandt andet synger koret pilgrimsvisen ’Maria gennem torne går’, traditionel tysk julesang, arrangeret af Henrik Mertz. Repertoiret indeholder også den muntre ’Ding Dong Merrily on High’, der er en engelsk julesang fra 1924, hvor melodien oprindeligt er baseret på en fransk dansesang i 1500-tallet.
Der er gratis entre, og alle er velkomne.
Alsted Kirke er koncertens arrangør.
Ringstedkoret får hvert år bevilliget en 10% pulje til debatskabende aktiviteter. Vi har kun kunnet benytte puljen en enkelt gang og når den ikke anvendes, skal pengene betales tilbage til kommunen. I år har Ringstedkoret slået sig sammen med Håndarbejdeskolen, som vil afholde en debataften om Badehotellet, mandag den 1. december klokken 19.00 i Anlægspavillonen, Tværallé 5 Ringsted.
De har inviteret kostumedesigner Margrethe Rasmussen, som har designet kostumerne til Badehotellet, og hun vil fortælle om processen og hvordan hun har udtænkt, skabt og klædt alle badehotellets karakterer på.
Der er gratis adgang, og vi skal være meget velkomne, også til at hjælpe til med de praktiske opgaver, som opsætning af stole og brygning af kaffe.
På gensyn i morgen, og husk at vi mødes på musikskolen.
Inge Marie
På tirsdag d. 18. nov. skal vi synge i Ringsted Musik og Kulturskole, Regimentet 3, Ringsted. Jeg står udenfor og viser hvilken bygning vi skal være i.
Jeg nævnte i går at vi var blevet spurgt om vi ville deltage i et Luciaoptog den 13. eller 14. december, men jeg har lige fået en besked fra Kongrescentret om at de har fået et ungdomskor til at medvirke, og det synes jeg faktisk også er et bedre valg til den opgave.
Korhilsen
Inge Marie
I tirsdags fik Ringstedkoret 2 nye medlemmer, og jeg vil gerne byde velkommen til Karsten Søberg, som synger tenor, samt til Per Ole Gert Jensen, som synger bas.
Jeg håber I begge bliver glade for at synge i Ringstedkoret.
Korhilsen
Inge Marie

Det var med stor fornøjelse og glæde, Ringstedkorets formand Inge Marie Jacobsen den 28. okt. 2025 bød Ida Nystad velkommen som korets nye dirigent.
Ida er uddannet pianist, underviser i klaver og har her i efteråret været organistvikar ved Alsted- Fjenneslev- Slaglille- og Bjernede kirker og leder af Hvidekoret i Sorø.
Ida Nystad er uddannet fra Musikakademiet i Krakow i Polen, hvor hun blev kandidat med udmærkelse i oktober 2019. Efter hendes kandidateksamen blev hun optaget på post-graduate studier, svarende til dansk solistklasse, ligeledes på Musikakademiet i Krakow. Hun afsluttede sine solistklassestudier ved en koncert-eksamen i oktober 2021.
Ida har givet koncerter over hele verden; i mange byer i Polen og Danmark, i Italien, Letland, USA, Canada, Tyskland og i Østrig. I 2019 turnerede hun på Island med koncerter i Reykjavik, Akranes og Borganes.
Ida Nystad er ligeledes en erfaren og eftertragtet kammermusiker og siden 2020 medarrangør af koncertrækken Løvehave Koncerter – en lokal kammermusikfestival med internationalt anerkendte musikere.
