Ikke-kategoriseret

14 indlæg

Septembers himmel er så blå

Den første øveaften i september med vikar startede Ringstedkoret med sangen ‘Septembers himmel er så blå’, en kendt smuk sang af Otte Mortensen. Er nærværende og reflekterende overfor årstidens særlige kendetegn i naturen, bl.a. den blå himmel, der vender tilbage år efter år. Sangen symboliserer også optimisme.

Korets første øveaften i går viste da også stadig blå himmel, efter rørende afsked med korets populære dirigent Max Sydendal i sidste uge.

Se nedenfor nogle billeder fra den sidste aften med Max,
og en videooptagelse af den sidste sang.

27. aug. 2025
Formand Inge Marie Jacobsen holder en rørende afskedstale for dirigent Max Sydendal.

Afslutningssang med Max

Max har komponeret et firestemmigt arrangement til Shubiduas “Stjernefart” for Ringstedkoret, som naturligvis var den sang, vi skulle afslutte med den sidste aften. 🎶

26.08.2025/Videooptagelse af Thomas Krath Nielsen

Landsdækkende kampagne “Frivillig fredag”

Fra Ringsted Kommune har vi modtaget denne invitation, en opfordring for repræsentanter fra en forening til en netværksaften om “fællesskaber”.
Højdepunktet er et inspirerende foredrag af Esben Danielsen læs invitation her.

Du er velkommen til at deltage. Tilmelding skal ske senest torsdag, d. 18. sep. 2025 kl. 12 på ‘online’-blanket. Den kommer frem ved at trykke på tilmelding herunder.

Deltagelse er gratis, og der er begrænsede pladser, tilmelding ‘først til mølle’.

Korhilsen Inge Marie

Koncert på søndag

Vores koncert på søndag er omtalt i lokalbladet, og den kan læses på korets hjemmeside under kommende koncert.

Med hensyn til påklædning, står der i koncertinformationen, at vi skal have hvid bluse eller skjorte på og sorte bukser eller nederdel, men hvis det passer jer bedre at have sort på for oven og hvidt for neden, er det også en mulighed.

På glædeligt gensyn på søndag klokken 12.00 i Klostermarkskirken.

Korhilsen

Inge Marie

Sommerkoncert

Det ligger nu endelig fast at vores sommerkoncert bliver den 22. juni i Klostermarkskirken.
I hører nærmere om hvad tid vi skal møde, når vi nærmer os koncerten.

Korhilsen

Inge Marie

Frode takker af

I går aftes gav Frode portvin, fordi han stopper med at synge i Ringstedkoret, en meddelelse som vi måtte tage til efterretning med stor beklagelse.
Frode startede i koret som 15-årig i 1955, og har været medlem lige siden, med undtagelse af en periode på 5,5 år, hvor Frode havde orlov, på grund af sit arbejde.
Frode blev opfordret til at komme tilbage til koret i 1999, fordi koret havde fået en invitation til at deltage i Ringsted i Iowas 75- års jubilæum og den daværende bestyrelse var bekymret for, om koret kunne klare sig uden Frode. Ved en opringning til ham tog det kun 2 minutter for Frode at beslutte sig, han ville gerne med, og tog desuden også violinen med, så han kunne spille til folkedansene.
I forbindelse med korets 75-års jubilæum, skrev Frode en artikel om Ringstedkoret til Ringsted Bogen, artiklen kan læses på hjemmesiden ”OM KORET”. 
Frode vil blive savnet for både hans bidrag som tenor men også for hans engagement og lune væremåde.

Nyt om Niels

Lillian har haft kontakt med Niels´ hustru. Hun fortæller at han stadig er indlagt, men at det går en smule bedre. Det er endnu usikkert om Niels kommer tilbage til koret.

Korhilsen

Inge Marie

Fotografering tirsdag d. 12. september – mødetid 5 minutter før 18.30.

Allerede i maj måned annoncerede jeg, at bestyrelsen gerne vil have nye foto af Ringstedkoret i anledning af vores 80-års koncert i november. Tidspunktet er nu kommet, og de nye rammer ved Dagmarskolen er ideelle. Max vil selvfølgelig meget gerne have, det ikke går ud over øvetiden, så derfor mødes vi 5 minutter før kl. 18:30.

En dygtig amatørfotograf fra Ringsted Fotoklub, Marianne, tager billederne af koret. Marianne har gjort et stort forarbejde med at undersøge forholdene omkring Samlingssalen. Vi har derfor på forhånd kunnet planlægge alle detaljer.

Det første billede skal tages på trappen op til indgangsdøren. Hvert trappetrin fyldes op nedefra. De laveste personer starter på nederste trin – skiftevis 3 personer og 4 personer på hvert trin opad, så alle hoveder vil komme frem ☺ De højeste personer oppe, bagerst.

Det andet billede skal tages nede på plænen lige bagved trappen. Vi stiller op i 2 rækker, danner en halv rundkreds, og igen de højeste i bagerste række og de laveste i forreste række. Marianne vil stå oppe på trappen og tage billedet nedad, så de grønne træer vil danne baggrund. Billedet vil få karakter af dronefoto.

Det tredje billede skal tages indenfor. Koret slår ring omkring flyglet, med Max ved tangenterne (selvom det ikke kan åbnes!). Igen samme princip: De højeste stiller sig i bagerste række. Alle bedes sørge for at give plads til hinanden, så ansigterne kommer frem.

Herefter skal vi finde vores pladser, så vi kan gå i gang med at øve. Det er meningen, at Marianne nu skal tage nogle billeder, hvor koret ’arbejder’ – så hun prøver at undgå at forstyrre, og vil gå rundt og knipse, stille og roligt. 

Påklædning:

I tirsdags aftes sagde jeg ganske vist, at vi skal have almindeligt tøj på! MEN det må jeg moderere, det bliver efter fotografens opfattelse for uharmonisk at se på!

Vi skal alle tage sort på forneden, enten bukser eller lang nederdel, og en ensfarvet overdel, med langt ærme eller suppleret med ensfarvet jakke (se nedenstående eksempel fra et andet kor). Tag en hvid skjorte på, hvis du ikke har en ensfarvet bluse med langt ærme.

Max har den pointe, at det vil ikke ses, hvis mænd vælger cowboybenklæder, fordi de står jo bagest!

God weekend til alle.

/Korhilsen Karen

Sæsonstart efterår 2023

Så er koret i gang igen!

Vi har fornøjelsen af et nyt lokale, Dagmarskolens Samlingssal, som vi tog i brug tirsdag d. 15. august. Der er højt til loftet, god akustik og god plads.

Nu gælder det forberedelsen af vores 80-års-koncert søndag d. 12. november, som alle kormedlemmer ser frem til. På sæsonens første øveaften fik vi udleveret noder til Vivaldis ‘Gloria’ og kom, som det ses på billedet, godt i gang med 1. sats.