Årlige arkiver: 2023
Allerede i maj måned annoncerede jeg, at bestyrelsen gerne vil have nye foto af Ringstedkoret i anledning af vores 80-års koncert i november. Tidspunktet er nu kommet, og de nye rammer ved Dagmarskolen er ideelle. Max vil selvfølgelig meget gerne have, det ikke går ud over øvetiden, så derfor mødes vi 5 minutter før kl. 18:30.
En dygtig amatørfotograf fra Ringsted Fotoklub, Marianne, tager billederne af koret. Marianne har gjort et stort forarbejde med at undersøge forholdene omkring Samlingssalen. Vi har derfor på forhånd kunnet planlægge alle detaljer.
Det første billede skal tages på trappen op til indgangsdøren. Hvert trappetrin fyldes op nedefra. De laveste personer starter på nederste trin – skiftevis 3 personer og 4 personer på hvert trin opad, så alle hoveder vil komme frem ☺ De højeste personer oppe, bagerst.
Det andet billede skal tages nede på plænen lige bagved trappen. Vi stiller op i 2 rækker, danner en halv rundkreds, og igen de højeste i bagerste række og de laveste i forreste række. Marianne vil stå oppe på trappen og tage billedet nedad, så de grønne træer vil danne baggrund. Billedet vil få karakter af dronefoto.
Det tredje billede skal tages indenfor. Koret slår ring omkring flyglet, med Max ved tangenterne (selvom det ikke kan åbnes!). Igen samme princip: De højeste stiller sig i bagerste række. Alle bedes sørge for at give plads til hinanden, så ansigterne kommer frem.
Herefter skal vi finde vores pladser, så vi kan gå i gang med at øve. Det er meningen, at Marianne nu skal tage nogle billeder, hvor koret ’arbejder’ – så hun prøver at undgå at forstyrre, og vil gå rundt og knipse, stille og roligt.
Påklædning:
I tirsdags aftes sagde jeg ganske vist, at vi skal have almindeligt tøj på! MEN det må jeg moderere, det bliver efter fotografens opfattelse for uharmonisk at se på!
Vi skal alle tage sort på forneden, enten bukser eller lang nederdel, og en ensfarvet overdel, med langt ærme eller suppleret med ensfarvet jakke (se nedenstående eksempel fra et andet kor). Tag en hvid skjorte på, hvis du ikke har en ensfarvet bluse med langt ærme.
Max har den pointe, at det vil ikke ses, hvis mænd vælger cowboybenklæder, fordi de står jo bagest!

God weekend til alle.
/Korhilsen Karen
Så er koret i gang igen!
Vi har fornøjelsen af et nyt lokale, Dagmarskolens Samlingssal, som vi tog i brug tirsdag d. 15. august. Der er højt til loftet, god akustik og god plads.
Nu gælder det forberedelsen af vores 80-års-koncert søndag d. 12. november, som alle kormedlemmer ser frem til. På sæsonens første øveaften fik vi udleveret noder til Vivaldis ‘Gloria’ og kom, som det ses på billedet, godt i gang med 1. sats.

In stiller Nacht – ny version for kor og strygere
Who wants to live forever (Queen)
Noderne skal printes ud og med i tasken på tirsdag.
/Rita
Det har forhåbentlig været en god sommerferie for jer alle, selvom vejret ikke var optimalt hele tiden. Om et par dage kan vi glæde os til at starte i Dagmarskolens Samlingssal.
Praktiske bemærkninger om indgang og parkering
Døren til skolegården vil være aflåst hele tiden, også imens vi opholder os i salen. Samlingssalens bagindgang skal bruges, ligegyldigt hvor du parkerer eller kommer fra. Derfor vil jeg anbefale alle, der kommer i bil, at parkere på P-pladsen ved siden af bagindgangen. Kør ind fra Korsevænget, orienter dig eventuelt på det medfølgende kort, klik her.
Aktuelt omkring 80-års-koncerten i Sct. Bendts Kirke
I skrivende stund har vi faste aftaler med to solister (sopran og mezzosopran), en organist og 7 strygere. Vi afventer stadig svar fra 2 fonde. Der mangler kun tilsagn om 6.500 kr., som vi stadig krydser fingre for at indhente. Der er stadig god tid til søndag, d. 12. nov.
Ellers må vi overveje at forhøje prisen lidt på koncertbilletten. På budgettet er samlet billetindtægt sat til 12.000 kr. – det samlede beløb vi opnåede ved sidste års koncert (som var 100 kr. ved indgangen, og 75 kr. ved forudbetalte billetter).
Under alle omstændigheder tager vi nu som givet, at koncerten gennemføres. Jeg håber, I alle har husket at reservere datoen i jeres kalender ✔
På tirsdag udleverer Birgitte det nyindkøbte nodehæfte til Vivaldis Gloria, og så kan vi starte med at indøve værket.

For god ordens skyld minder jeg om, der kun må bruges blyant ved jeres notater.
Portvinsglas er med på tirsdag!
STORT tillykke til Gudrun, som for 8 dage siden har fejret sin halvrunde fødselsdag! I pausen vil hun give en lille én til halsen 🌹
Jeg glæder mig til at se jer alle sammen, og til at komme i gang med at synge igen.
Vel mødt til første øveaften i Dagmarskolen!
/Korhilsen Karen
På den varmeste dag i år afholdt Ringstedkoret sin anden sommerkoncert med Max Sydendal ved roret.

Koncerten indledtes med fællessang, Otto Mortensens hyldest til sommeren ’Du Danske sommer, jeg elsker dig’. Alle sang med af hjertens lyst.
Herefter sang koret to mariasange, ’Ave Maria’ af Archadelt, og ’Dixit Maria’ af Leo Hassler. ’Dixit Maria’ er udfordrende at synge, fordi korets fire stemmer på skift overtager det smukke tema ’Maria sagde til englen, lad mig være din tjenerinde’ (frit oversat fra latin). Koret hentede nummeret hjem med bravour, takket være Max Sydendals rutinerede og tydelige direktion.
Første del af koncerten sluttede med lyriske natursange af Mendelssohn og Brahms samt Svend S. Schulz’ skønne midsommervise, der dufter af sol og sommer.
Anden del af koncerten startede med ’Fædrelandssang’, en korsang med tekst af digteren Carsten Hauch, sat i musik af Max Sydendal. Den rolige, meditative melodi formidlede perfekt Carsten Hauchs stilfærdige naturdigt ’Morgendug, der sagte bæver, i den lune vind’.
Derefter sang koret to svenske sange ’Uti vår hage’ af Hugo Alfvén og Wilhelm Peterson-Bergers ’Stämning’ med tekst af J.P. Jacobsen. Ringstedkoret er helt på hjemmebane med svenske sange, og Max Sydendal fik koret til at fortolke disse sange bedre end nogensinde før.
Koncerten afsluttedes med to velkendte evergreens, Burt Bacharachs ’Regndråber drypper i mit hår’ og ’I Can’t Give You Anything But Love’ arrangeret for kor af Max Sydendal. Her foldede korets sangglæde sig for alvor ud, man fik revet publikum med sig i de swingende, jazzede rytmer.
Som ekstranumre overraskede Max Sydendal med to sange, begge i hans egne korarrangementer.
Kai Normann Andersens udødelige ’Musens sang’, flot fortolket af en solist fra korets egne rækker, Iben Krog Bidstrup. Og ’Oh, Donna Clara’ af Jerzy Petersburski – en æggende spansk tango om den smukke, fristende donna Clara, med tekst af Max Sydendal. Ringstedkorets klangfulde tenorer sang med indlevelse ’Oh Donna Clara jeg så dig danse i nat, og dine bare ben har sat mig mat’. Endnu en skøn sommerkoncert med Ringstedkoret og Max Sydendal afsluttedes med stående ovationer.